Side:Møllen.djvu/375

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

363

Men — hvordan? Dreier Gangspillet sig ikke nu af sig selv?

I alt Fald forekommer det Mølleren saaledes.

Han har ikke trykket det mindste med Hænderne paa Stangen — ganske vist ikke — men den er selv begyndt at dreie sig og har trukket Hænderne med, der ikke kan slippe den — lige saa lidt som et Par Hænder kan slippe Lodderne af en Elektromagnet — han føler hvordan de drages — et lille Stykke — og endnu et lille Stykke — —

Og med et dyrisk Skrig af vellystigt Raseri kaster han sig med al sin Vægt over Stangen.

Og nu, sandelig — nu gaar Gangspillet som aldrig før. Stangen farer saa hurtig rundt under disse Hænder, som ellers Brøndvindens under Lises, og det ellers saa træge Hjul ruller saa let som det under Jørgens Bør, naar han triller Sække over Broloftet. Og knagende rykker Svandsen efter med en klodset Vaklen, og Skraastængerne ryste knirkende, idet de bevæge sig, og deroppe svinge de lange Krøibjælker som Ræerne paa et stort Skib, der gaar over Stag. Og med munter Smelden og Klapren af de stærkt rebede Seil dreie Vingerne sig, bestandig med hurtigere Sving og mægtigere surrende Stød, eftersom de komme over i Vinden, der hviner om Krøistyveret og piber i Hækken —: — Ja vel, nu skal vi tage ordentlig fat, nu vil Blæsten gaa os