364
dygtig tilhaande … Men hvorfor saa langsomt nu? … Vi forgaa af Utaalmodighed! Nu mærker vi jo først hvad for en prægtig Karl den Østenvind er, hvordan han er voxet, siden han gik fra os og vi blev staaende, og Ingen vilde hjelpe os videre … Hvad! vi skal da ikke blive staaende her i Nord-Ost? Hvad er det for en Klokker dernede ved Gangspillet ....?
Men de blev staaende og maatte blive staaende, thi ingen menneskelig Kraft — end ikke en Vanvittigs — havde kunnet dreie Gangspillet videre. Og Mølleren er heller ikke vanvittig, hvad han saa et Øieblik har været. For det forekommer ham unægtelig, som om han har været det, nu da han atter staar der lænet til Svandsen, eller rettere omklamrende den og med Nød og Neppe holdende sig opreist ved den.
Hvorlænge han har staaet saadan? — Han veed det ikke. Ikke meget længe … Imidlertid er dog den havlignende Skive rundt om bleven mørkere, og Maanen, der staar i et sort Hul mellem de sølvglindsende Skyer, er bleven gyldnere og tegner Rækværkets Skyggerids paa Omgangens Brædder.
Hvad har han gjort? Dreiet Møllen. Godt! — hvad mærkeligt er der i det? Hvorfor ryster han over hele Legemet ved Tanken om det — — eller
