365
er det maaske af Kulde? thi Nattevinden har allerede længe gjennemblæst ham, og den streifer ham endnu — kun en lille Smule, for Gangspil og Svands er rykket et godt Stykke mod Læ — Træklodsen ligger nu henne, hvor Omgangen bøier om. Naturligvis — Møllen er jo nemlig bleven dreiet … Godt, det maatte og skulde den … Men — de to var deroppe! Var — hvor er de da?
Naa, de er sagtens nede — hver i sit Kammer.
Ganske vist, da han dreiede Gangspillet i vanvittigt Raseri, og dreiede det, som man aldrig dreier et Gangspil, — da var det hans Hensigt at knuse dem begge mellem Persebommen og Væggens Bjælker. Men nu da han tænker over det, finder han, at de havde jo dog haft Tid nok til at undslippe. Saa hurtig gaar det dog heller ikke. Ganske vist er der snevert, og de var to. Men selv om de var blevet siddende som de sad — han saae det Hele tydelig for sig, som han da overhovedet i al denne Tid ikke havde set Andet —: saa havde de alligevel magelig kunnet slippe bort; hvis de da overhovedet havde kunnet sandse Noget, før det var for sent … Og han havde jo heller intet Skrig hørt.
Et Skrig? — som om ikke det mest skjærende Dobbelt-Dødsskrig maatte være blevet ført lydløst bort fra den larmende Mølle af den hylende Blæst!
