V.
Skoven bruste endnu lige saa monotont og sørgelig som om Dagen, men den var ikke saa ensartet og glandsløs at se til. Over de gyngende Trætoppe jog sølvsømmede Skyer, og Maanen skinnede mellem de nøgne Grene og tegnede deres bevægelige Skyggerids paa det ubevægelige Ansigt af Mølleren, der laa henstrakt paa Rødderne af en stor Bøg.
Men hvorledes var Mølleren kommen ud i Skoven? Ja, det vidste han ikke selv. Han var styrtet ud af Møllen, tvers over Markerne, og saa var han pludselig her — mellem Træerne. Det var en Spids af Skoven, der skjød sig kileformig ud i Markerne og laa betydelig nærmere ved Møllen end den Del, hvor Veien gik igjennem. Her var der hverken Vei eller Sti.
Muligt ogsaa, at Skoven havde draget ham til sig. Han havde levet delt, i to Verdener: i Lises
