371
klart, i hvilken Grad han havde haft Held med sig, følte han Noget, der ikke var meget forskjelligt fra Glæde, skjøndt det bag sig havde en Skygge af uhyggelig Rædsel: det var som om Fanden havde hjulpet ham.
Ja, denne Samtale i Skoven vilde ikke blot ikke være anklagende, den vilde endogsaa tale til Gunst for ham: thi af den vilde det fremgaa, at hans Ægteskab med Hanne allerede var aftalt mellem Skovfogden og ham. Ogsaa hun vilde naturligvis komme i Forhør, og hans Samtale med hende kunde ogsaa kun virke gunstig … Jørgen havde maaske vidst Noget om hvad der var mellem ham og Lise, men han kunde ikke vidne mer. Christian — og maaske Lars — var den eneste Fare. Hvis han blot udsagde, at han troede at Mølleren efterstræbte Lise, at Svendene havde talt om at Mester holdt meget af hende — det vilde være slemt, meget slemt! Men jo mere han tænkte paa Christians selvbehagelige Væsen, desto usandsynligere forekom det ham, at han skulde have iagttaget Noget med sine livløse Torskeøine. Men Peer Vibe? saa vidt han vidste havde Lise ikke synderlig Fortrolighed til ham eller til sin Familie i det Hele. Endelig var der Svigermoder, som uden at blinke vilde gjøre Ed paa, at hun aldrig havde mærket det Mindste til Sligt.
