Side:Møllen.djvu/385

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

373

Holdt! Mon det nu ikke var mistænkeligt, at han saadan var styrtet bort uden først at se efter deroppe? Og saa — sæt at han havde efterladt Spor, da han var gaaet op og ned ad Trappen — hans Blod blev sydende hedt ved denne Tanke, og han følte hurtig efter i alle sine Lommer, om han kunde have tabt Noget — Nei! Men det tykke Støv kunde have bevaret Aftryk af hans Støvlesaal (han havde en Gang læst noget Lignende) og saa var han fangen. Paa den anden Side, naar han udsagde, at han var gaaet derop, før han var løbet ud af Møllen, saa kunde det dog let vise sig, at han ikke vidste rigtig Besked med hvordan det saae ud deroppe.

Og nu slog en frygtelig Tanke ned i ham som et Lyn: — Hvis de nu ikke var helt døde! hvis de endnu kunde reddes! Det var umuligt at lade være at undersøge dette. Hvor frygtelig end den Forestilling var at gaa op og se de lemlæstede Lig — for det var dog ganske sikkert Lig! — han maatte gjøre det, han kunde ikke forsvare Andet. Han var allerede sprunget op og gik hurtig gjennem Skoven. Nedfaldne Kviste og trøskede Grene knastes under hans Fødder, tidt snublede han over en Rod.

Pludselig lød en barsk, bydende Røst:

— Holdt! Hvem dér?