Side:Møllen.djvu/388

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

376

— Det var Guds Førelse, som alting.

— Ja men — skulde det da ogsaa være Guds Førelse, at — —

Han holdt forskrækket inde; thi han havde nær fortsat: »at de to netop var deroppe« — skjøndt han jo ikke maatte vide, hvem der var forulykket.

Skovfogden nikkede:

— Ja, det med. Ingen Spurv falder til Jorden uden hans Villie.

De gik hurtig henimod Skovranden.

— Naar er det sket?

— Det maa vel have været saadan halvsex. Hvad er den nu?

— Snart halv otte.

Der var allerede de sidste Træer og Hegnet, flettet af Grene og Ris, som aldrig mangler ved en falstersk Skov. De klattrede over det, sprang over en bred Grøft og marscherede over en Stubbemark løs paa Møllen, det mørke Maal.

— Og du har ingen Anelse om hvem det kunde være?

Mølleren tøvede, inden han besvarede det længe ventede Spørgsmaal.

— Nei, jeg kan ikke tænke mig det.

— Har du ikke set Nogen i Huset?

— Nei, jeg troer Pigen er gaaet ud.