377
— Og Svendene?
— Christian kjører med Møllevognen, og Drengen var gaaet hjem.
— Men den anden Svend — Jørgen hedder han jo — han skulde vel passe Møllen?
— Ja, naturligvis … Men ham har jeg ikke set nogen Steder.
— Hm.
— Men selv om han har været deroppe — jeg kan ikke begribe det — han færdes jo daglig der og kjender det ud og ind, jeg veed ikke, hvordan han kunde komme til Skade ved at Møllen blev dreiet; han behøvede kun at træde et Skridt til Side —
— Naa — ja — hm. — Det vil jo snart vise sig.
Mølleren sukkede dybt, og de tav begge.
Ja, det vilde snart vise sig. De steg nu over det sidste Risgjærde; den Græsmark, de gik paa, tilhørte Mølleren. Foran dem laa Bygningerne i Skygge, og over dem hævede Møllen sig mod perlemorsgraa Skyer. Vingernes Susen summede allerede gjennem Luften, og snart foer ogsaa deres flygtige Skygger henover Vandrernes Fødder og fik alle Dugperlerne i Græsset til at blinke som smaa Øine.
Fra Gaarden hørte de Trofast hyle.
