27
gangen. — Jeg kunde ordentlig se, hvordan Hænderne rystede paa ham — ja, du var jo lige ved dem — —
— Hans Stemme var saa aparte, jeg troer han var lige ved at græde.
— Ja, det er dog underligt!
— Naa, det er jo da hans Kone.
— Jo, det er rigtig nok, men at — — jeg synes ligegodt, naar man saadan altid løber efter en anden og er ligesom man var besat, kan jeg gjerne sige — — man skulde jo snart tro, at han helst maatte ville være af med hende.
— Fy da! være af med hende!
Den moralske Indignation, der skulde vise sig i dette Udbrud, lod ikke til at gjøre Indtryk paa Jørgen. Han reiste sig, satte det ene Knæ op paa Stolesædet, støttede Albuen paa Ryglænet og saae fast paa Pigen:
— Du, Lise! naar hun nu døer, saa veed jeg nok, hvem der bliver Møllerkone.
— Aa, du skal ogsaa altid komme med saa megen løs Snak.
— Ja, det er nu ligemeget … jeg veed nok hvad jeg veed, og der er ogsaa Andre, der veed det, og du selv veed det nok aller bedst.
— Naa, man veed jo aldrig, hvordan det kan