Side:Møllen.djvu/391

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

379

muligt at se, om der ogsaa var Blod paa den — saa det kunde godt have været en Forblændelse.

Og naar det nu var saaledes — naar der var Lys i Stuehuset og paa Møllen — naar Jørgen og Lise viste sig: — hvor vidunderlig vilde han da pludselig blive hævet op fra den dybeste Elendighed til den gladeste Frihed! Hvor løfterig vilde Fremtiden da ikke smile ham imøde — ham, der endnu for fem Minutter siden mente, at Alt var tabt for ham. Og denne Fremtid hed Hanne! Med Lise var han færdig, og Tanken om hendes Troløshed kunde ikke engang smerte ham. Herinde havde han dræbt hende, hun var der ikke længer — han var fri! — —

Hvis det var saaledes — —

O, hvor han da vilde takke Gud af hele sin Sjæl! Takke for sin dobbelte Frelse: fordi Gud med mægtig Haand havde frelst ham ud af hendes Magt, og fordi han ikke var bleven en Forbryder. Han vidste neppe hvad han skulde være mest taknemlig for. For begge Dele tilsammen og saa for Fremtiden: fordi Gud havde viist ham Helvede og saa aabnet Himlen for ham …

… Hvis det da ogsaa virkelig forholdt sig saaledes!

Nu var de der. Mellem Staldens Gavlvæg og Bageriet var Indgangen til Gaarden.