382
mellem Stald og Bageri, fasttryllede ved Synet af denne blinde, rastløst arbeidende Mølle.
Endelig rev Skovfogden sig løs og skred over Gaarden, fulgt af Mølleren. Trofast sprang om dem med lystig, støiende Gjøen men forstummede i Underkjørslen. Og da de to Mænd nu traadte tilhøire ind i Møllen, lod den forsagt Døren slaa i for Snuden af sig. Thi den vidste, at derinde husede et vildt Kattebestie, og at ikke engang den stormægtige Pilatus vovede sig derind. Og saa blev den da hylende og klynkende tilbage i sin sørgelige Ensomhed, rystende af Kulde midt i dette Trækvindens Yndlingsstrøg, som den ikke kunde beslutte sig til at forlade, da den dog her i alt Fald var nærmest ved Menneskene.
Derinde tog nu Skovfogden sin Bøsse af og stillede den op mod Væggen, medens Mølleren strøg en Tændstik af, som i Læ af de hule Hænder gav dem sparsomt Lys til Opstigningen.
Den slukkedes just som de naaede Broloftet. En ny blev strøget af og ledede Mølleren frem mellem Sækkehøiene, til han havde faaet den lille Lampe tændt, der hang paa den store Hvedesigte, en Bliktingest uden Glas, der bredte et meget mat Skjær over de nærmeste Omgivelser, men til Gengjæld kastede forbausende Skygger. Saaledes lidt
