383
bedre bevæbnede mod Mørket steg de høiere op i det tiltagende Bulder.
— Hys! hører du ikke Noget? spurgte Mølleren og blev staaende midt paa Trappen i lyttende Stilling. Hans Hoved var allerede paa Høide med Kværnloftets Gulv, og Lampen, som han holdt i sin rystende venstre Haand og med sin rystende høire skjærmede mod Trækken, kastede urolig hoppende, spøgelseagtige Slagskygger op i det store Rum.
— Hvad er der? raabte Skovfogden, der ikke havde forstaaet ham.
— Hører du ikke Noget? raabte Mølleren.
— Jeg hører saadan et Spektakel, som jeg aldrig har hørt før. Er der ellers Noget?
— Nei — aa nei, det var vel ikke Noget.
Han havde hørt — eller troede at have hørt — en Lyd, der, hvor fin og let den end var, skar gjennem hele den massive Møllelarm: Lyden af en faldende Draabe. Og nu syntes han, at han hørte den igjen.
Han vilde gaa videre, men hans Fødder vare som rodfæstede, medens hans Hænder rystede endnu stærkere. Lige for sig, hvor Trappen gik op til de øvre Stokværker, havde han opdaget Noget. Ikke just noget Mærkværdigt, end sige Frygteligt — næsten endnu mindre end Lyden af en faldende
