384
Draabe: — det var en graa Kat. Kis laa der, sammenrullet under det nederste Trin, dirrende og knibende Øinene til mod Lyset, medens den slikkede sine Saar. Disse Saar kunde maaske for en dybere Betragtning have noget Heroisk og Tragisk ved sig, men Billedet var alligevel snarere genreagtigt og havde i og for sig intet Gruopvækkende — kun at det erindrede Mølleren om det sidste skyldfri Øieblik i hans Liv.
Hurtig steg han de sidste Trin op og vendte sig til Skovfogden.
— Vilhelm! gjør mig en stor Tjeneste! gaa alene derop — jeg — jeg kan ikke.
— Naa, ja ja — saa gaar jeg alene, svarede Skovfogden og tog Lampen.
— Vent lidt! jeg vil kun tænde en Lampe her, og stille Værket af.
Han fandt en lille Lampe paa et Melkar — Magen til den første — og tændte den. Saa vilde han gaa ud paa Omgangen.
Skovfogden holdt ham tilbage.
— Jakob! hør lidt! raabte han — og han maatte anstrenge sin Stemme til det Yderste — du sagde jo før, at naar man stiller Værket af, det gjør man med Persebommen?
— Hvad gjør man?
— Stiller Værket af.
