385
— Ja, det er jo netop det jeg vil.
— Nei, nei — lad hellere være. Det er bedre, at alting bliver som det er — deroppe, veed du nok — for Undersøgelsens Skyld.
— Ja men, saa tag dig bare i Agt!
— Ja, det skal ]eg nok.
— Og pas ogsaa paa Hovedet. Der er saa lavt mange Steder.
— Ja vel, jeg skal nok finde mig tilrette.
Han fjernede sig og forsvandt i det Mulm, der rugede udenfor Kredsen af de sex »Gafler«. Kun det matte Skjær af Lampen bevægede sig endnu som en Ildflue, belyste en skraa Bjælke, et nedhængende Tov, et Par Trappetrin — svævede saa opad og slukkedes.
Mølleren var alene.
Han sad paa en Sæk. Lige ved hans Skulder, paa Randen af Melkarret, stod Lampen, over hvilken Sækkebord og Skrue byggede sig op, svagt belyste, og kastede en tung Slagskygge over Toppen af et mægtigt Kornbjerg i Hjørnet. Umiddelbart ved hans Fødder gabede Spidsestens-Hullet, hvis store Tragt og roterende Gaffel endnu befandt sig indenfor Lysets Omraade. Længer tilbage dæmrede kun udflydende Striber af Bjælker og Flader af Kasser. Et eller andet Steds hang et stort melstøvet
