387
mindste Maade forurolige af dette Kastevaaben, men blev ved at snige sig om i den samme Kreds.
Og hvad var Centrum, det store mørke Centrum i denne Kreds? .... Nu klang igjen hin Draabetone, og samtidig bevægede der sig Noget i det mørke Centrum — en skinnende Bevægelse ligesom af et Øie, der blinker.
Lampen faldt fra hans rystende Haand og slukkedes.
… Det havde allerede varet en Evighed, syntes han, og Skovfogden kom endnu ikke! — Det var ikke just, fordi han var spændt paa Budskabet: thi han var ganske overtydet om, at de begge vare dræbte. Men det var frygteligt — det var allerede ligesom en Helvedesstraf at staa her i dette Mørke, hvor kun en mat Maanestraale skjød sig ind ad det lille Vindue og strax prellede af paa Randen af nogle Sække, og i denne buldrende og knagende Larm, der dog ikke orkede at overdøve den lette Klang af Draaberne — staa her og tælle, hvor tidt det dryppede, inden han kom — nok en Gang — og nok en Gang …!
Saa dæmrede der et Skjær frem foroven og blev efterhaanden stærkere.
Mølleren tænkte hurtig paa, at han maatte lade som om han blev overrasket og forskrækket, naar
