28
føie sig, indrømmede Lise. Vilde du da saa nødig have mig til Madmoder?
— Aa, jeg veed saamænd ikke hvad jeg vilde, det er ikke saa lige at svare paa … For der er jo det ved det, at hvis hun her havde levet, eller hvis der kom en anden, saa kunde hun jo blive uens med dig og jage dig bort.
— Vilde det gjøre dig ondt, Jørgen?
Hun spurgte i en indsmigrende, øm Tone, og trods Dunkelheden kunde han mærke, at hun saae paa ham med meget gode Øine. Tanken om, at hun kunde blive sendt bort, havde allerede næsten taget Veiret fra ham; den bløde Stemme med det fortrolige »Jørgen« løb ham ligesom kildrende ned over Ryggen, og under dette Blik følte han, at alt Blodet steg ham til Hovedet, og at det begyndte at løbe rundt for ham.
— Jo, det vilde da være det Værste, stammede han.
— Ja, da kan du tage Gift paa, Jørgen, at hvis hun derinde kom sig, saa maatte jeg snart løbe om med min Skudsmaalsbog.
Hun sagde dette halvt hviskende og i en meget indtrængende Tone, som om det var af yderste Vigtighed at han overbeviste sig om, hvor nødvendigt det var for dem begge, at Møllerkonen døde; hendes Stemme rystede endogsaa lidt og fik
