388
det blev ham sagt, at der var forulykket to Mennesker; ellers vilde det være mistænkeligt.
Dér var han — Skovfogden — han kom henimod ham.
Mølleren turde ikke se ham i Ansigtet. Og hans undvigende Blik fæstede sig tankeløst paa Noget, der hang ned fra Vennens høire Haand og glindsede skarpt i Lampelyset. Det forekom ham dunkelt og drømmeagtig, at han skulde kjende den Tingest, og han anstrængte sig for at komme efter hvad det vel kunde være for Noget.
Skovfogden havde stillet Lampen fra sig. Han stod nu lige foran Mølleren. Den venstre Haand lagde sig paa Jakobs Skulder; den høire holdt skjødesløst hin gaadefulde Gjenstand, der blinkede, idet den svingede frem og tilbage.
Nu kjendte han den: — Jennys Halsbaand.
— Jakob! lød Skovfogdens Røst: — der er forulykket to Mennesker — knust af Persebommen — Jørgen og Lise.
— Herre Jesus! hviskede Mølleren.
Den frygtelige Overraskelse kom maaske ikke videre skuffende til Udtryk. Men han havde ingen synderlig skarp Iagttager overfor sig.
— Midt i Synden, sagde Skovfogden.
