399
været ham paafaldende, men stirrede paa det blomstrede Bordtæppe, mens han forfulgte sin egen vanskelige Tankegang.
— Ja, jeg tænker mig nu, at en Forbrydelse godt kan ske for Forbryderens egen Skyld. For vi maa huske paa, at det ikke er Opgaven at komme uskyldige gjennem Livet — lige saa lidt som at blive lykkelige — og det kan hænde, at det var det aller Farligste saadan en Uskyldighed, som maatte føre til Selvtilfredshed og til at forlade sig paa Gjerningerne. Nei, Meningen er jo, at vi skal lære Verdens Syndighed at kjende og især vor egen syndige Natur, saa at vi maa blive angst og bange for den og omvende os … Det er det Eneste, det gjælder om, at vi faar vor Sjæl frelst, og alt det Andet er ligegyldigt. Naar nu En var saa sløv, at der maatte rystes op i ham ved en Forbrydelse — ellers var han aldrig kommen til at se Djævelskabet i sig selv og havde aldrig gruet og aldrig i Sønderknuselse søgt Guds Naade: hvorfor skulde det ikke ogsaa kunne være en af Forsynets Veie?
Mølleren svarede ikke og saae heller ikke op. Han grublede over den nye og ganske uanede Synsmaade, der havde opladt sig for ham og forfærdede ham. Hans Tænder bed sig fast sammen, Musklerne om Munden arbeidede og
