400
Tindingaaren svulmede. Havde der i dette Øieblik siddet en Forhørsdommer lige over for ham, saa vilde det ikke have varet længe, inden Tilstaaelsen havde været ude af ham. Men Skovfogden saae i dette Udtryk hos Vennen og den tilkommende Svoger kun en Forhøielse af det Tryk, der lige siden Katastrofen havde hvilet over ham — en Forhøielse, som var en naturlig Følge af at denne Begivenhed var kommen saa udførlig paa Tale.
— Ja, kjære Jakob — se det er jo forstaaeligt nok, at det tynger svært paa dig dette — og især den Mistanke, som du nævnede, det kan jo være tungt nok for en Mand at bære —
Mølleren stønnede sagte og gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden.
Skovfogden heldede sig frem imod ham, med Albuerne støttede paa Bordpladen:
— Ja, det kan jeg saa godt forstaa — skjøndt hvad den Beskyldning angaar, saa behøver du da ikke at tage dig den videre nær, for der er da Ingen her, som har fæstet nogen Lid til den, undtagen han Fuldmægtigen — for Juristerne skal jo overalt veire Forbrydelser, det er de nu afrettede til, og han er jo en ung Mand, som sagtens gjerne vilde vise sin Skarpsindighed. Og forresten tænker han vel heller ikke saadan længer, for det kom jo klart nok frem ved Undersøgelsen, at der ikke kunde
