Side:Møllen.djvu/413

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

401

være Tale om det. Men det er det, jeg vilde sige, at du maa nu ikke lade dig kue af det. Du maa tage det saadan, at det har været Guds Villie, at det skulde ske saadan, og saa maa du tage Livet freidigt op igjen og ryste det her Tungsind af dig — ikke altid gaa og ruge over den Historie, for det duer ikke og fører ikke til Noget. Og saa mener jeg da, at det Rigtigste var, at du nu tog dig sammen og lod det blive til Alvor med at gifte dig med Hanne.

Skovfogden lagde sig tilbage i Sofaen og drog Veiret dybt, lettet ved den Bevidsthed at have faaet det Vanskelige sagt paa en afgjørende Maade.

— Tak, Vilhelm, sagde Mølleren, det er kjønt af dig, og jeg veed jo ogsaa, at du mener det godt —

— Ja, det gjør jeg, Jakob, og det er for din Skyld alene — hvad mig angaar, saa kan du jo nok tænke, at jeg kommer til at savne Hanne … der vil jo blive noget tomt derude i Skovfogedhuset.

— Du kommer selv til at tænke paa at finde dig en Kone, bemærkede Mølleren med et mat Smil.

— Aa ja, det kan jo nok være, at det bliver til det … Der staar jo skrevet, at det er ikke godt for Manden at være alene … Men det er