Side:Møllen.djvu/426

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

414

ned fra oven til begge Sider, hvor det lille Loft ikke naaede hen. Selv hvor det vrantent havde givet Plads for en beskeden Lystaage, dér brød det dobbelt truende ind igjen med barokke Former af sorte Slagskygger, og naar de to Smaaflammer flakkede i Trækvinden, dirrede hele dette Skyggevæv, som om Rummet gjøs.

Og det gjøs næsten uafbrudt, for de stakkels Flammer havde ikke en Smule Glas til Beskyttelse, og det blæste dygtig op, ikke just til en Storm, men dog til en ret frisk Kuling. Den var velkommen nok, for det var en travl Tid, og begge Svendene maatte tidt være i Virksomhed til Klokken ti, halvelleve. Foruden Spidsestenen og Sortermaskinen gik den ene Kværn, og der var saa megen Larm, at Mølleren maatte raabe, naar han paa nogle Skridts Afstand vilde sige et eller andet til Christian — — hvad han gjorde nu, staaende ved Sortermaskinen med den flade Jernspand i det lange gaflede Haandtag dinglende i venstre Haand, medens han med den høire trak sit Uhr frem og holdt det op mod Lampen.

— Naar var det egentlig? raabte han. — Det var vel omtrent paa denne Tid?

Oppe over Kværnens Melkar — henne hvor den anden Lampe brændte — dukkede Christians Hoved frem bag Sækkebordet, og det røde Haar