417
at se paa Kornet, men Haanden rystede saa stærkt, at en Mængde Korn dryssede ned paa Gulvet. Saa satte han den fra sig paa Melkarret.
— Hvad gloer du saadan efter —? og hvorfor skal du fare saadan med Hænderne op i Haaret, saa du ser ud, som om du var forrykt? Det er jo ikke andet end Skaberi! det Hele er Noget, du har fundet paa for at faa mig til at sætte Lønnen op.
— Jeg vil ikke have min Løn sat op, for jeg vil slet ikke mer tjene i denne fordømte Blodmølle.
— Ja ja da! For mig gjerne! der er vel Andre, der vil tjene her.
— Aa ja, hvorfor ikke? naar jeg var en Anden, saa kunde jeg saamænd ogsaa gjerne tjene her … Naar jeg bare ikke havde kjendt dem begge to, saa kunde det for mig dryppe saa meget det vilde … Og med Jørgen fik det endda være, hvad kom han mig ved? … Men hende holdt jeg af, og Lise holdt ogsaa af mig, det ved Gud hun gjorde.
En pludselig Rørelse overvældede ham; han begyndte at gnide Øinene med Bagsiden af Haanden. Med et haardt Greb rev Mølleren hans Haand til Side, og halvt blændet af Taarer saae Christian et ubegribeligt, rædsomt Blik lyne imod ham.
— Hvad for Noget! har du ogsaa været Kjæreste med hende?
