419
Mod den første reiste hele hans Selvopholdelsesdrift sig, der allerede havde ført ham frelst gjennem Undersøgelsen. Det var gaaet ganske, som han havde beregnet hin Aften, da han laa ude i Skoven og med den Forfulgtes hurtige Klarsyn overskuede Alt, hvad der kunde være farligt for ham, og Alt, hvad der kunde tjene til at redde ham. Ja, der var endogsaa kommet et Par Ting frem, som han ikke havde kunnet forudse, og som vare særlig gunstige. Saaledes havde Lars bevidnet, at der allerede saa tidlig som ved Møllerkonens Begravelse blandt Folkene paa Gaarden havde været Tale om Giftermaal mellem Mølleren og Skovfogdens Søster. Og Peer Skytte, den Eneste, som han frygtede, da han jo ikke med Sikkerhed kunde vide, om Lise havde betroet sig til sin Broder — Peer Skytte havde maattet fortælle, at han en Maaneskinsnat i Oktober havde set Mølleren og Hanne spadsere i Skoven sammen — ved hvilken Leilighed det faldt ham svært vanskeligt at forklare, hvad han egentlig selv havde at gjøre i Skoven; hvorom iøvrig ingen Andre end han selv var paa det Urene. Saa var da Mølleren gaaet fri og frank ud af Undersøgelsen, uden at der hvilede mindste Mistanke paa ham — og nu skulde han selv gaa hen og angive sig, af Svaghed, blot fordi det ikke var saa lige at komme paa ret Kjøl igjen efter saadan et Stød! …
