420
Eller af Anger? … Ja, var det da virkelig Anger, det han følte? og var der saa meget at angre? … Naar han gjennemlevede hin Aften i sine Tanker, fra det Øieblik, da han stod der oppe paa Melkarret, som Christian nu sprang ned fra, og saae Kattene slaas nede paa Gulvet — til det, da han stod en fire-fem Skridt længer tilhøire og saae tilveirs og fik Draaben paa sin Pande — saa syntes han egentlig ikke, at han i sig selv opdagede noget saa Frygteligt. Det Rædsomme laa ligesom udenfor, i Møllen: i Gangspil, Krøistyver, Vinger og Persebom. — Men han selv? var han egentlig saa djævelsk? Var han en Anden end som han ellers havde kjendt sig? Gik ikke det Hele saa naturligt til, saa skridtvis, saa underlig sin egen Gang, som om det slet ikke kunde være anderledes, og ethvert Menneske maatte have handlet saaledes? … Vistnok var han fordømmelig, og han fordømte ogsaa sig selv, han var fortvivlet over sig selv. Men det var egentlig ikke saa meget paa Grund af, hvad der hændte den Aften — det havde nu en Gang ikke kunnet være anderledes — men meget snarere, fordi han overhovedet havde elsket Lise, fordi han havde været den, der lod sig fange af hende. Han havde haft Skyld med hende overfor sin Hustru, og han havde haft Skyld med hende overfor Hanne. Denne fromme Kvinde var givet ham som Livs-Ledsagerske, som en god
