421
Aand, som en Skytsengel, og han havde alligevel sluttet Pagt med Djævelskabet. Dette syntes han baade kunde og burde have været anderledes, her følte han det fulde Ansvar, og det vilde han ikke snakke sig fra; det bødede han ogsaa for med stedse nagende Sjælekval. Men skulde han derfor angive sig for Mord? udlevere sig til Retten? Hvad kom de Lovtrækkere ham ved? …
Men saa var der dette Nye, det, som Skovfogden havde sagt idag, og som han kun dunkelt forstod. Hvis han havde begaaet en Forbrydelse — den, som han havde begaaet — saa var det efter Guds Villie, der igjennem den vilde føre ham til Bod og Frelse. Naar han da nu forhærdede sig mod denne Villie, naar han ikke af den lod sig føre til det tilsigtede Maal, var det saa ikke en frygtelig Synd, der var endnu være end Mordet, og som aldrig kunde afsones?
Han knugede sine Hænder fast om Panden, gjennemrystet af en ukjendt Skræk.
Ja, men var det ikke en overspændt Tale, som kun disse Indre-Missionsfolk førte? Hvad hans Ven havde sagt, lød dog helt anderledes end hvad han pleiede at høre i Kirken!… Nu vidste han, hvad han vilde gjøre! Han vilde skaffe sig et Ærind hos Præsten — endnu imorgen — og saa vilde han i Samtalens Løb spørge ham, om hans Ven Skovfogden da
