Side:Møllen.djvu/434

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

422

virkelig havde Ret i det? Skovfogden havde sagt saadan og saadan — han kunde huske det Ord til andet — det havde naturligvis ikke været ham selv, de havde talt om, men i Almindelighed. Om det da virkelig var bedre for et Menneske at være en stor Forbryder, der angrede og sønderknust vendte sig til Guds Naade, end ikke at have begaaet nogen Forbrydelse, naar man da ellers levede som andre Christne, gik i Kirke og til Alters en Gang om Aaret og bad sin Bøn? — men det var jo ikke nok efter Skovfogdens Mening.

Der skulde være Omvendelse, Sønderknuselse, Udryddelse af den gamle Adam og Gjenfødelse — lutter Ord af et fremmed Sprog, der havde været ham uforstaaelige; men nu var hin Skræk en Tolk, der tilhviskede ham deres Mening, om end endnu kun utydelig. Deres gamle Sognepræst var ikke saa streng med det, han havde altid saadan milde, forsonlige Ord. Rigtignok kaldte Skovfogden ham for verdslig — men det kunde jo ogsaa være at Præsten var den, der havde Ret. Han var da vel lært, og desuden ordineret, og han havde hele Kirken bag sig. Ja, med ham maatte han tale for at blive klar over, hvordan alt det forholdt sig.

Men hvad var nu det igjen for et Indfald? Det var en net Fælde, han var ved at gaa i! Og Præsten vilde ved sin næste Whistaften fortælle