423
Herredsfogden, hvad Mølleren havde talt med ham om, og — tak Skjæbne! der havde han Lovtrækkerne paa Sporet af sig igjen. Nei, han maatte passe paa hvert Ord, hver Mine! Hvad var det ogsaa for et Vanvid før, overfor Christian, denne Hæftighed! — Gud veed, hvad Fyren havde tænkt? han havde set saa underlig paa ham. Det var saadanne Smaating, der ledede til Opdagelse … Det han havde sagt til Skovfogden, havde allerede været meget uforsigtigt. Han maatte tage sig sammen og vogte ganske anderledes over sig selv.
Rigtignok var det ogsaa sandt, at saadan som han havde levet i denne Vinter og i Foraaret, det var ikke noget Liv; — saa kunde han i Grunden ligesaa gjerne miste det paa et Rettersted eller sidde i et Fængsel.
Altsaa: skulde det være Liv, saa maatte han »forandre sig«, gjøre Skridtet helt ud og gifte sig med Hanne. Dette var den anden Mulighed, og den gjøs han ogsaa tilbage for.
Naar Veien til Fængslet faldt ham for tung, saa var han dog heller ikke letfodet nok til at gaa til Brudeskamlen. Det forekom ham som en Frækhed at ægte Hanne, som om han ingen Skjæbne havde over sig. Og alligevel kunde han kun tænke paa at skyde dette Giftermaal ud, ikke paa helt at undgaa det: der maatte da saa komme noget ganske Ufor-
