425
ryste Blodet af sin Samvittighed, lade Fortiden ligge, hvor den laa, og begynde et nyt Liv med Hanne!…
… Der lod en Brusen som af et Vandfald under hans Fødder. Det var Slusen i Spidsestenen, der var bleven aabnet. Mølleren undrede sig over, at han sad her paa Kværnloftet om Aftenen. Rigtig! det var den Dryppen, det var Spøgeriet, han ventede paa! Det lod længe vente paa sig, maaske udeblev det. Kommer det, tænkte han, saa vil jeg ikke endnu; jeg maa kunne finde et Paaskud. Kommer det ikke, saa gjør jeg det. Saa beder jeg dem herhen sidst i Ugen, og Svigermoder med, og saa kan vi nærmere aftale Alt om Brylluppet.
Han reiste sig. Christian, der stod nogle faa Skridt fra ham og lyttede, foer sammen og vendte sig om — synlig forlegen, som En der bliver grebet i Noget, han ikke saa gjerne vil være ved.
— Naa, Christian! spurgte Mølleren med et spottende Smil — det vil nok ikke rigtig lade sig høre iaften?
— Det er ogsaa saa dumt, at det netop iaften skal være saadan en Blæst! Hvordan skal man kunne høre Noget, naar her er saadan et Spektakel?
— Spektakel, kalder du det Spektakel? Da har jeg da hørt det dryppe i en ganske anderledes Larm.
