429
i Kredsen, fasttryllet i den Stilling, som Bevægelsen netop havde forladt den i.
— Den kan høre det, Husbond, hviskede Christian.
— Vaas! brummede Mølleren; men hans Hals strakte sig længer frem, og Hovedet heldede sig paa skraa, som hos En, der lytter anspændt …
Der gik et Par Minutter — atter havde Katten skabet sig saa sært — og nu igjen.
Christian skreg op — hans Arm blev som klemt i en Skruestik.
— Husbond! er det der nu?
Mølleren svarede ikke. Men der var Svar nok i hans krampagtig sammenknebne, blodløse Læber, i hans opspilede Øine, i hele hans jordgraa, fortrukne Ansigt, og i det Greb, hvormed hans høire Haand, hvis Tommeltot var kroget ind i Bliklampens Hank, istedetfor at holde Lampen op, klemte sig om en Bjælke, saa Knoerne blev hvide.
Han havde gjenkjendt hin spinkle men sonore Lyd, der skar gjennem hele den dumpe, solide Møllelarm, — saaledes som han havde hørt den hin Aften.
Der var den igjen — — og igjen, og hver Gang foer Pilatus sammen og standsede, og Christian følte Grebet om sin Arm knibe fast. Nu kunde ogsaa han skjelne Lyden.
