430
— Hør, hør! hviskede han — som om Mølleren ikke allerede lyttede med hver Nerve.
De blev staaende uden at røre sig.
Lyden gjentog sig nu med kortere Mellemrum. Og efterhaanden ændrede den sin Klangfarve. Ikke blot at den tiltog i Styrke — nei, det var ikke længer det knappe, haarde og tørre Anslag — det var tøvende, blødt — det blev endelig sjaskende, som Tagdryp i en Pyt.
— Tag Lampen! sagde Mølleren, mere med Bevægelse og Blik end med sin uhørlige Stemme.
Han famlede sig ned i Mørket. Endnu helt nede, da han ledte efter Dørklinken, mente han at kunne høre den frygtelige Dryppen.
Men da han var kommen over til Husdøren, vendte han sig paa Tærsklen og saae op paa Møllen, hvor et rødt Lampeskjær straalede ud ad den aabne Dør til Omgangen. Og han knyttede Haanden trodsig og mumlede mellem Tænderne:
— Jeg gjør det dog! det skal ikke faa Bugt med mig … Jeg gifter mig alligevel med hende — nu maa jeg netop gjøre det, ellers bliver jeg gal.
