Side:Møllen.djvu/443

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

III.

— Puh! bemærkede Dragen, knappede et Par Knapper af Vesten op og strøg sig med Pegefingren mellem Halsen og Kraven, der begyndte at krympe sig i fugtige Folder; og lænende sig tilbage paa Bænken stirrede han op mod Himlen. Skjønt det led mod Solnedgang, var den underlig farveløs — »hvidlig« vilde man maaske have kaldet den, hvis ikke det store Pæretræs Blomsterklynger lige i Forgrunden havde forvænt Øiet, saa at det stillede ganske anderledes Fordringer til hvad der vilde benævnes hvidt.

— Hyh! yttrede Dragen endnu en Gang med let men sindrig Modulation og lod de smaa Øine, der syntes at svømme i Fedt som Vægen i en Natlampe, gaa rundt i Selskabet — blinke til Mutter, som ligeoverfor sad stiv paa Bænken i sin hundredaarige, arvede Silke, ved Siden af Hanne,