432
— stirre spørgende paa Skovfogden, der blæste smaa Røgskyer og undertiden vellykkede Ringe ud i den stille Luft, og bebreidende paa Svogeren.
Det var et af de Øieblikke, da der gaar en Engel — ikke gjennem Stuen, for man befandt sig foran i Haven udenfor Dagligstuen; og den brave Gaardeier var af den beskedne Mening at det forholdsvis veltalende Bidrag til Underholdningen, som han nu to Gange havde svunget sig op til, gjerne kunde have mødt mere Paaskjønnelse og Tilslutning, end det lod til at have fundet.
— Det er virkelig varmt iaften! samstemmede Hanne af høflig Medlidenhed med den hjelpeløse Drage.
Dermed var Tungebaandene løst. Man enedes om at finde det luftløst, lummert, trykkende. Og ophidset ved saa almindeligt Bifald brølede Dragen: »Ja, det ved Gud, det er trykkende, det ved Gud, det er lummert!« mens han gned sit Ansigt med et rødtærnet Lommetørklæde, saa det glødede endnu blankere — »Puh! saa luftløst og saadan en Hede, ligesom Hovedet skulde sprænges!« — Og saaledes saae det unægtelig ud, maaske dog lige saa meget paa Grund af den til det solide Aftensmaaltid nedskyllede Portvin som paa Grund af den ydre Varme.
