Side:Møllen.djvu/445

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

433

— Møllen kan dog gaa, bemærkede Madam Andersen med et Blik op over Taget.

— Ja, det er smaat nok, men vi maa tage alting med i denne Tid, sagde Mølleren.

— Det skulde saamænd slet ikke undre mig, om der kom Uveir iaften, mente Skovfogden.

— Ja, lad det bare komme, naar det blot vil pladske ordentlig ned, vi kan sgu bruge Alt, hvad vi kan faa nu, sagde Dragen høirøstet. Jorden er Fanden gale mig saa tør, saa man kan — —

Verden erfoer ikke, hvad man kunde, da Dragen fik Ordene i den gale Hals, hvad der førte til et Hosteanfald, der gjorde en apoplektisk Sprængning meget sandsynlig. Allerede ved hans »sgu« havde Madam Andersen rynket Brynene, og da Fanden galede, rystede hun saa bistert paa Hovedet, at Sønnen ganske gik fra Concepterne. Hun havde paa hele den korte Vei til Møllen formanet ham til at tage sig sammen og holde sig i den rigtige Tone, men fremfor Alt ikke bande i de to »Helliges«  Nærværelse, som man jo nu kom i et Slags Familieforhold til — og han blev noget nedstemt ved Tanken om den Straffeprædiken, som han ikke vilde kunne undgaa. Han havde vist ogsaa drukket for meget ved Bordet; hun havde en Gang set paa ham, da han fyldte sit Glas, og det var ogsaa derfor at han var saa snakkesalig.