434
Men ryge maatte han da Gudskelov, saa meget han vilde.
— Aa, Jakob! du har vist en Cigar.
Mølleren foer sammen og saae et Øieblik aandsfraværende paa Svogeren, inden det gik op for ham hvad denne begjærede. Han havde staaet lænet til Dørstolpen og betragtet Hanne — eller rettere Hans, som stod ved Siden af hende, havde lagt Hovedet i hendes Skjød og saae op paa hende.
Det var ikke undgaaet Mølleren, at Drengen i Vinterens Forløb havde savnet den Omgang med Skovfogdens, som Sommeren og Efteraaret havde gjort til en fast Vane, og som ved det tre Ugers Ophold i Skovfogedhuset havde faaet en hjemlig Fortrolighed. Da han den Gang var kommen hjem igjen til Møllen, havde Alt her været saa forandret, og ogsaa for ham var der kommen Skræk over Stedet. Hvert Øieblik maatte han tænke paa Jørgen men især paa den gode Lise, der var kommen saa frygtelig af Dage. Undertiden — saaledes i Jule-Ugen — kom han vel ud til Onkel Vilhelm og Tante Hanne, men saa følte han det som et Savn, at Faderen ikke var med. Og da denne endelig henimod Foraarstiden havde rystet sin Menneskeskyhed saa meget af sig, at han et Par Gange havde ledsaget Drengen ud til Vennerne i Skoven,
