436
Da han kom tilbage med Cigarerne og bød sin Svoger, spurgte Madam Andersen Hanne om hvem der nu kom til at vie dem, da jo deres egen Sognepræst lige var død.
— Aa, det bliver vel ham Religionsgrossereren, bemærkede Dragen, idet han dreiede sin Cigar rundt i Munden og slikkede paa Dækbladet.
— Provsten mener du vel? spurgte Moderen med et strengt Blik, som om hun aldrig betjente sig af saadanne Udtryk.
— Naa ja, saadan kalder vi ham jo —
— Jeg veed ikke, hvad det er for »vi« du snakker om , afviste Moderen ham med et saa unaadigt Blik, at han mumlede en Undskyldning.
— Naa ja, der er sgu ikke noget Ondt ment med det! Provsten er jo en svært berygtet Mand, Gud bevares, og det kan jo ogsaa passe nok saa godt, for han hører jo til Deres Folk, Religions — — Provsten, det gjør han jo da … Vores gamle Præst han tog det jo gemytligere, he! Han holdt Pinedød nok af at faa sig sin L'Hombre — Whist var det da ellers, han mest spillede, og den gik sgu høit mangen Gang. En Aften skal han have spillet baade Vogn og Heste bort inde i Nykjøbing.
— Aa, Folk skal nu ogsaa altid gjøre saadan Noget værre end det er, sagde Moderen skarpt.
