Side:Møllen.djvu/449

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

437

Dragen følte sig ramt af hendes mest utilfredse Blik og havde en dump Fornemmelse af, at han »ikke traf Tonen«. Det eneste sikre vilde være at holde Mund. Han dampede stærkt og ærgerlig paa sin Cigar. Fanden maa vide, hvad der stikker mig, at jeg har faaet saadan ind at snakke paa iaften! Puh! det maa være Heden! Men jeg vil sgu holde Kjæft, det bliver bare værre af det.

Skovfogden bemærkede, at det var jo temmelig pludselig at Præsten var død. Og neppe havde Søsteren indskudt en deltagende Bemærkning og Madam Andersen rystet tungsindig paa Hovedet og aabnet Munden for at berette, hvor bestyrtet hun var bleven ved Efterretningen — før Dragen slog sig paa Laaret og vendte sig om mod Skovfogden:

— Ja, det er dog min Sæl og Salighed ogsaa — kan De ikke huske, Skovfoged — for et Aarstid siden — her ved Begravelsen, at Pastorens Glas sprang — og vi blev sgu alle saa underlige — det ved Gud, jeg blev saadan helt … saa — ja det er sgu dog ogsaa mærkværdigt, det kan man ikke sige Andet.

Da hans Høiærværdighed ikke længer havde været nogen Aarsunge, da han i lang Tid havde lidt af en indre Svaghed, og da han endelig var i Embede og ikke ved Titlen »emeritus« var gjort fast mod Dødens Anløb, saa syntes der ikke at