438
være noget saa overordentlig Overraskende i Begivenheden, men ikke desto mindre lod de Alle til at være enige med Dragen i at finde det høist paafaldende.
Navnlig Madam Andersen var stærkt rystet:
— Aa Gud — at tænke sig, det var saamænd mig, der var saa uforsigtig! jeg kom til at støde saadan med mit Glas mod Pastorens …
Det var uklart, hvor direkte eller indirekte hun anklagede sig selv for at have foraarsaget Mandens Død, og under denne Uklarhed krympede hendes Søn sig synlig, mens han kløede sig i Nakken og rystede paa Hovedet:
— Ja, mærkeligt er det sgu! … Men min Salighed, om jeg kan forstaa, hvorfor Manden ikke kunde leve, fordi det Glas fik en Revne.
— Det er jo heller ikke saadan at forstaa, svarede Skovfogden, der ærgrede sig over at Gaardeierens Dumhed kastede et komisk Skjær over en Sag, der i og for sig var alvorlig og betydningsfuld. Det er et Tegn, som blev givet ham, for at han kunde have Tid til at forberede sig paa Døden — ikke rives bort midt i sine Synder.
— Naa saadan! Tak skal De have for den Slags Tegn. Nei, maa jeg bede om at faa Lov til at være i Fred, saalænge jeg har at leve! — Fy for Pokker! at skulle gaa saadan et Aarstid og plage
