439
sig med de Tanker, saa hverken Mad eller Øl smagte En længer — nei Tak, — maa jeg bede om at blive forskaanet med Varsler.
Og han blinkede fortrolig over til Moderen, som til en tilforladelig Meningsfælle: — »vi to Gamle, vi vil nok helst kunne faa Mad i Ro lige saa længe, indtil vi skal afsted.« Men Madammen modtog ikke hans Blik; hun fornægtede ham med en sammensnerpet og misfornøiet Mine, ja overantvortede ham endogsaa sluttelig til Modstanderne med den fromme Bemærkning:
— Ak Gud ja, Hr. Skovfoged! det er saadan med Varsler, de kommer fra Vorherre, det er alt sammen til vort Bedste.
Og da det var hende paafaldende, at Mølleren stirrede saa mørkt og aandsfraværende hen for sig, skjøndt han dog for et Øieblik siden med synligt Velbehag havde betragtet Hanne og lille Hans, og hun gjerne vilde bringe ham paa lysere og til Anledningen mere passende Tanker: saa begyndte hun at hentyde til, at de jo ogsaa havde haft et andet Varsel, der Intet havde med Døden at gjøre, og som man snarere burde tænke paa iaften.
— Hvad er da det for Noget? spurgte Dragen.
— Aa, det veed du jo meget godt, Henrik.
— Naa, du mener det med at det bankede der ude? Ja, at Christine vilde gjøre sig den
