Side:Møllen.djvu/455

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

443

ludende Hyldebuske og var ligesaa sortegrønt som den Gang; de to hvide Ænder svømmede endnu bestandig om i det, blanke Ringe trak hen over det, hist og her vippede en lille seilende Fjer. Der havde ikke forandret sig det mindste. Og hun tænkte paa hvad der laa mellem da og nu — i Grunden Alt, hvad hun havde oplevet i sit stille Liv. Hvorledes hendes Tilbøielighed for Mølleren langsomt var voxet — den stille Glæde ved hans Besøg — Længslen, naar de udeblev i nogen Tid; ingen heftig, pinlig Længsel, tvertimod: naar hun tænkte tilbage paa den, syntes hun det havde været yndige Tider ogsaa de, naar hun om Aftenen talte efter, hvor længe det var siden at han havde været der — om Morgenen strax efter sin Morgenbøn kiggede ud for at se hvordan Veiret var, om det ikke var egnet til at lokke ham fra Møllen ud til Skovfogedhuset — og midt paa Dagen sad med sit Haandarbeide ved Vinduet, hvorfra man kunde se (og hyppig saae!) ned ad Skovveien, om Ingen kom. En Eftermiddag, kunde hun huske, havde hun staaet og raabt paa Jenny, og det var faldet hende ind: hvis han nu kunde høre det ovre i Møllen, mon han saa vilde faa Lyst til at komme herud? Og saa hvorledes det begyndte fra et frygtsomt tvivlende Haab at blive til Vished, at Mølleren ogsaa holdt af hende … Og Hans, der bestandig sluttede sig