445
mørk en Skygge over. Men et stort høihedsfuldt Moment indeholdt dog ogsaa dette Skyggeparti: det var da hun i Forhøret overfor Herredsfogeden maatte sætte sig ud over al pigeagtig Undseelse og berette om sin og Møllerens Kjærlighed — den, der aldrig med rene Ord, ja neppe nok antydningsvis havde været paa Tale mellem dem selv — klart og udførlig berette de mindste Smaating, der kunde have nogen Betydning, for at Sandheden kunde komme for en Dag, og den elskede Mand blive renset for en ligesaa frygtelig som urimelig Beskyldning. Ved den Leilighed havde hun da ogsaa erfaret, hvorledes det egentlig forholdt sig med den mystiske Banken paa hendes Vindue — hvad hun indtil da kun momentvis havde anet — og faaet Bekræftelse paa, hvor langt de vare fra at krænke Pieteten mod Christine, naar de allerede havde Kjærlighed til hinanden og tænkte paa Ægteskab …
Saa var der kommet en trist og død Tid, i de langsommelige mørke Vintermaaneder. Det var jo intet Under, at der laa et Tryk over Møllerens Sind, at han ikke saadan udenvidere kunde vende sig fra hin forfærdelige og uhyre Begivenhed, ved hvilken han havde tjent som Redskab, og hengive sig til Kjærlighedens ømme Forhaabninger — hun vilde neppe kunne have forstaaet, hvis det havde været anderledes. Undertiden syntes hun jo nok, at han
