447
Mølleren satte sig ned i Græsset ved Siden af hende.
— Jeg holder ogsaa meget af Dammen her — siden den Dag … Jeg har saa tidt staaet hernede og tænkt paa dig.
— Har du virkelig, Jakob?
Hun greb hans Haand, som han havde lagt paa hendes Knæ, og de saae paa hinanden med en Ømhed, der endnu var noget sky og tilbagetrængt.
— Veed du hvad, Jakob? at den Dag, da troer jeg allerede, at jeg holdt af dig.
— Aa nei, Hanne! det kunde du da vel ikke gjøre.
— Det var jo ikke rigtigt af mig, og jeg kunde jo heller slet ikke tænke paa at gjøre det, men jeg troer nok, at jeg holdt af dig alligevel inderst inde.
— Min kjære, kjære Hanne! udbrød Mølleren og trykkede et Kys paa hendes Haand.
Hun drog den varsomt til sig, foldede Hænderne i Skjødet og stirrede ud paa Dammen — paa en af de smaa hvide Fjer, der seilede over imod hende.
— Den Gang, da du talte om, at Christine havde tænkt saadan paa mig i sin sidste Time — du sagde, at det vidste du, skjøndt hun alligevel ikke havde talt om mig — da troer jeg ogsaa, at jeg ligesom anede, hvordan det var … det faldt
