451
det hende, at de i Virkeligheden kom fra en langt dybere Kilde. Der havde jo altid i hans Optræden overfor hende været lidt for meget af denne Tilbedelse og noget for lidt af den jordiske Forelskelse, som hun — i sin svage Menneskelighed — dog ogsaa tørstede efter — som Kvinden, den unge Pige i hende, havde næret et hemmeligt, utilstaaet Savn efter.
Men skjøndt hun selv neppe hørte den — Mølleren hørte den skjulte kjærlige Bebreidelse i hendes Ord, og følte sig truffet. Ja, det havde jo været saaledes, at der havde været mere Høiagtelse, Beundring og en vis Andagt i hans Følelse for hende end netop Kjærlighed — ogsaa Noget mer, som han ikke kunde give Ord — en sælsom Betagethed, men dog ikke Kjærlighed, sikkert ikke Forelskelse. Saaledes havde det været. Men idag tog hun sig just saa nydelig ud i sin lyse sommerlige Dragt og i Skjæret af den Brudestemning, der forklarede hele hendes Væsen, at han atter og atter havde stjaalet sig til at se paa hende og følt et nyt Velbehag ved at følge hende med sit Blik, naar hun gik om i Stuerne eller ned ad en Havegang. Han havde anet en Lykke ved nu at turde kalde hende sin, som han ikke havde ventet eller turdet haabe; og det var med den redeligste Overbevisning om at sige Sandheden, at han greb sin Forlovedes Haand
