Side:Møllen.djvu/465

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

453

Hanne saae paa ham med et lyst Smil: det var som talt ud af hendes Hjerte. Saaledes var da dette pinlige Dilemma paa den mest tilfredsstillende og frommeste Maade bragt ud af Verden.

— Ja, det troer jeg hun gjør, sagde Hanne, og saa ser hun ogsaa, hvor inderlig kjær vi har hende. Aa, jeg er hende saa taknemlig, fordi hun undte os at faa hinanden … at hun selv i levende Live har tænkt paa det — endnu før Nogen af os havde tænkt det mindste derpaa — for, ikke sandt, det havde du dog ikke gjort — den Gang?

— Nei, det havde jeg ikke.

— Aa, jeg veed saa godt, at hvis det ikke havde været saadan, hvis hun ikke selv havde villet have det saadan, saa kunde jeg aldrig være bleven saa lykkelig, som jeg nu er.

Hun saae i Virkeligheden lykkelig ud. Glæden over at turde elske, den blufærdige Opvaagnen af Naturen, der følte sig tryg i sin helligede Ret, lod det unge Blod farve hendes Kinder varmere end ellers, gjorde hendes Smil livfuldere, gav hendes Blik en Glands, der aldrig før havde tindret gjennem dets rolige Klarhed, ja meddelte hele Bevægelsen af hendes Legeme, som det nu bøiede sig let frem, en uvant sandselig Ynde.

Et Øieblik gyste der gjennem Mølleren ligesom en glimtvis Række Sammenligninger mellem Lise