Side:Møllen.djvu/466

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

454

og hende, lutter Modsætninger, men dog med et forbindende Element af det Attraavækkende, det Lokkende, det Fortryllende — Lighed som den mellem »sort« og »hvid« Magie — — —

Men da Hanne nu strax bemærkede den Skygge, der slørede hans Blik, og bekymret bøiede sig tættere ind imod ham, smilede ømmere og kjærtegnede ham, halvt ængstelig og halvt med moderlig Overlegenhed, for at stryge Sorgerne bort fra hans Pande: — da rystede han ogsaa selv med vredladen Villieskraft sin Svaghed af sig. Nei, han vilde ikke være et Offer for sin Fortid. Han vilde ikke forsagt finde sig i, at dens Spøgelser jagede ham, rugede over hans hvileløse Søvn som Marer, drak hans Blod og Livsglæde som Vampyrer — han vilde ikke overgive sig til dem. Se, her sad den unge, smukke og gode Kvinde, givet ham af Gud som et Pant paa, at der ikke hang nogen vred Straffedom over hans Hoved, at han ikke for stedse havde forspildt sin Livslykke, da han hin frygtelige Aften blev et Redskab for Forsynets uransagelige og strenge Villie — som Skovfogden havde sagt: — et Redskab, ja, thi hvad Andet havde han været? Vel ikke — som Skovfogden maatte antage — et ubevidst Redskab saaledes som Persebom, Gangspil og Blæsten, der saa betydningsfuldt vendte sig; men dog neppe mindre villieløs end de, blindet som han