455
havde været af Lidenskabens Bælgmørke, der isolerede ham i et enkelt Nu, uden igaar eller imorgen. Nei, hvad han ude af sig selv havde begaaet, det skulde ikke hjemsøges paa ham selv — her var der Tilgivelse; i denne fromme Piges Favn var der Frihed for de hævnende Skygger, nyt Liv og Salighed — blot han behjertet greb til.
Og med en heftig Inderlighed sluttede Mølleren Hanne i sine Arme og kyssede hende paa Mund, Øine og Pande, medens han hviskede eller mumlede saadanne Kjælenavne, Taknemligheds- og Elskovsforsikringer og underlig-kjælne Spørgsmaal, som netop hulter til bulter dukkede op i hans Fantasi — for en stor Del indholdsløse og uforstaaelige, hvis man ikke vilde nøies med den almindelige Forklaring, at Høimølleren var dødelig forelsket i sin »søde lille Kone«; hvad Hanne gjorde, og gjengjældte hans Kjærtegn og besvarede hans Veltalenhed og baade græd og lo — — indtil hun med et foer sammen med et Skrig.
Det havde blinket i det sorte Vand foran dem, som om Kjæret var et dæmonisk Øie, der sendte dem et lynende Blik; og nu rullede en dump, høitidelig Torden over deres Hoveder. Hyldebuskene, hvis Blade før i det blændende Skumringslys havde reist mørke, gjennemsigtige Kupler mod Aftenhimlen, vare nu neppe til at skjelne paa den blaasorte Bag-
