456
grund af en mægtig Sky, hvis øvre, dampagtig sammenrullede Lag havde et varmt, brunt Skjær, medens dens Top med en let Rosaglød kneiste mod det begyndende Natteblaa i Zenith.
Hanne gjorde sig løs og sprang op. Ogsaa Mølleren reiste sig. Hans lykkelige, forhaabningsfulde Stemning var paa en brutal Maade bleven sønderflænget af dette Lyn, og ved Tordenens barske Stemme blegnede han — men det var for dunkelt til at man kunde se det, og iøvrig saae Hanne heller ikke paa ham. Lidt forlegen vendte hun sig bort og glattede paa sin Krave.
Den store Sky lige for dem — i Nordost — var ikke den eneste Forandring paa Himlen; ud over Markerne tilhøire stod der en violet Taagemur, der først høit oppe med en smudsig-rød Rand gav Plads for den lysere Luft. Da de rettede deres Blikke mod den, blev den pludselig oplyst ligesom inde fra. Men de vare med deres tøvende Gang naaet næsten helt hen til Huset, før de hørte den dæmpede, langtrukne Torden.
— Min Broder faar nok Ret — og din Svoger faar sit Ønske opfyldt, sagde Hanne.
I Havestuen var der tændt Lys, og Dørene stod aabne.
Et Par Frugttræer dannede et sidste Grændseskjel af Skygge mod det Skjær, der strømmede ud
