459
lidt kunstig Latter, der imidlertid ganske løste sin Opgave, at henvende Alles Opmærksomhed paa ham — ogsaa Anes, som egentlig just var bleven allernaadigst afskediget af Madammen og nu ikke vidste, om det var rigtigst at blive eller gaa, da en fiffig Blinken af det lille Drageøie udtrykkelig syntes at ville holde hende fast.
— Kan du huske, Jakob, brød det nu løs — kan du huske den Aften, du og Hareenken var hos os? … Det var den Gang der just var Tale om, at du skulde her paa Møllen, min Pige … Da vilde du sgu'tte ha'e hende — han vilde sgu'tte ha'e dig — han turde ikke for Lise, nei, gu' min S'æl om han turde.
Og i sit fedtbepandsrede Hjertes Uskyld lo han for hele Selskabet, uden at mærke, hvilket Indtryk hans Bemærkning gjorde paa de Andre, og uden at ane, i hvilken Grad han havde Ret i, at Jakob ikke turde for Lise. Det sidste anede foruden Mølleren, som var bleven meget bleg, kun Madam Andersen, der i tavs Fortvivlelse over sin Søns selskabelige Talenter vred sine Hænder under Bordet, saa Knoglerne knagede. Men ogsaa paa de Andre gjorde denne Omtale af Lise en uhyggelig Virkning. Hans, som Skovfogden i sin Onkel-Egenskab havde paa sit Knæ, skjøndt han egentlig var for stor til det, brast i Graad; og forgjæves
