461
Hannes Liv nød med største Velbehag et Par Slurke af hendes Bryg — uanset, at den i Virkeligheden nok kunde vække Mistanke om at være lavet efter den bekjendte Recept: man række Tungen ud ad Vinduet i varmt og fugtigt Veir.
I det samme slog den ene af Havedørene i med en let Klingren af Ruderne, og ude fra Haven kom en Lyd som af et stort Dyr, der skuttede sig. Hareane var traadt ind fra Forstuen.
— Med Forlov, Husbond! spurgte hun — mon det kan være rigtigt, at Møllen gaar endnu — —?
— Hvad for Noget?
— Ja, den har Seilene helt paa, og det trækker jo dog svært op.
Mølleren satte Glasset haardt fra sig.
— Saa skulde da ogsaa —! … Er da Christian rent tovelig!
Hanne og Dragemo'er gav uvilkaarlig et lille Skrig fra sig, da et usædvanlig stærkt Lyn oplyste Haven. Ane skyndte sig hen at lukke Havedørene. Mølleren gik hurtig ud i Forstuen og rev utaalmodig Døren op til Gaarden.
Der stod Møllen og dreiede ganske rolig sine fuldt beseilede Vinger — saa rolig, at man neppe kunde se Bevægelsen. Vendt bort imod Sydvest, hvor der endnu var temmelig klar Aftenluft, syntes den aldeles ikke at have bemærket de skumle Sky-
