465
og der er ingen Tid at give bort, og kommer Stormen først paa —
— Det kommer ikke mig ved! … Jeg har ikke noget med Djævelskabet deroppe at gjøre! hvorfor skal jeg saa maaske sætte Livet til — det er ikke mig, der har maset de to deroppe — jeg har ikke myrdet Nogen — nu kan jo Husbond —
Han tav pludselig og bødede for sig med Armen, da det frygtelige Udtryk i Møllerens Ansigt næsten jog Livet af ham. »Han slaar mig ihjel,« tænkte han. Og han havde allerede aabnet Munden for at raabe »Jeg skal nok gaa med,« da Mølleren i det samme vendte sig, tog Lyset, som stod paa det lille Vadskebord, og i en Tone, som om Intet var forefaldet, spurgte:
— Er Anders ikke kommen hjem endnu?
— Nei, Husbond, svarede Christian og saae med Beroligelse, at Mølleren fjernede sig og lukkede Døren, efterladende ham i et Mørke, der dog stedse hyppigere splittedes enten af et Lyn eller af Gjenskinnet af et, medens han sad der og rugede over sine Tanker: »Saadan han saae paa mig — og den Aften paa Kværnloftet ogsaa — men nu var det meget værre — havde han haft Noget i Haanden, saa havde han slaaet mig ihjel … Naar Alt kommer til Alt, har han dog myrdet dem … Og saa skulde jeg gaa med ham derop … Ikke
