467
men han tog sig strax sammen: det gik dog ikke an at vise sin Angst og heller ikke at spilde de kostbare Minutter. Formodentlig har det ikke været Andet end den sædvanlige Dryppen, maaske lidt stærkere end ellers, trøstede han sig, eller kan hænde Pilatus har skabet sig paa en ny Maade. Christian er jo ikke langt fra at tro, at den Skinbarlige selv stikker i Dyret.
Og han gik op ad Trappen med faste Skridt — ikke just saa meget et Udslag af hans Heltemod, som fordi han nødig vilde have det altfor lydhørt. Der var usædvanlig stille; Mølleværket knirkede kun ganske dæmpet. Men da han kom til Broloftet, hørte han tydelig den Lyd, som han havde ventet; — han tørrede med Ærmet den kolde Sved af sin Pande. Naa, der var jo ikke noget videre i det! det havde næsten været mere foruroligende, hvis det ikke havde dryppet oppe paa Kværnloftet.
»Jeg vil gaa hurtig over Loftet og ikke se mig om,« tænkte han, idet han steg videre. Ikke desto mindre standsede han et Øieblik midt paa Trappen for at pudse Lyset. Hans Hoved var næsten i Høide med Kværnloftets Gulv, og han hørte nu Drypningen tydeligere — det lød fælt! — han havde ikke tænkt sig det saadan.
Nu var han deroppe. Det velbekjendte Rum med Kværnene — Melkar og Sækkeborde — med
